22. december

Ellen er på vej hen til centeret, hvor der skal være banko i eftermiddag. Hun håber, at han kommer. Og hun håber at vinde en flæskesteg og en pakke kaffe. Planen er at invitere ham på middag i julen, men pensionen rækker ikke så langt. Hun støtter sig til rollatoren; hoften driller som sædvanligt. Da hun nærmer sig krydset, ser hun, at han står og venter på grønt. Hun bliver blød om hjertet. Glæder sig til at tale med ham og sætter farten op. Han faldt i sommers og brækkede benet, og hun har været bekymret, fordi han i lang tid ikke dukkede op. Men nu kommer han igen til arrangementerne, selvom han må støtte sig til en krykke. Rollatoren skyder en god fart; måske kan hun nå at smutte med over, når der bliver grønt. Så ser hun den blinde med stokken. Stokken, som søgende glider frem og tilbage over fortovet. Hun hører bilerne suse forbi i fuld fart. Blindestokken nærmer sig krykken som en fejemaskine. "Pas på, Søren", råber hun af sine lungers fulde kraft. Det er for sent.