2. december

Togturen

Dørene glider i, og toget sætter i gang. Benene ryster under ham. Han føler sig som en mus i en fælde. En fælde, som kører af sted i mørket. Et øjeblik overvejer han, om han skal gemme sig på toilettet. Men det er jo ikke hans fejl, at automaten var i stykker. Det må kunne forklares og accepteres. Han går ind i den halvtomme kupé og sætter sig i den bagerste ende ved vinduet. Udenfor farer lysene forbi; hurtigere og hurtigere. Det har været en lang dag. Kurset var kedeligt; han er træt. Sneen smelter under hans sko, og øjnene glider i. Langt borte fornemmer han, at døren går op. ”Nye rejsende”, siger en kvindestemme. Han stirrer på skikkelsen, som efterser et ældre ægtepars billetter. Maja? Det ligner hende på en prik. Men hun har da aldrig været kontrollør? En kæmpe hval slår med halen indeni; følelser af sorg og vrede. Han krammer om tasken i sit skød. Der var en grund til, at de gik fra hinanden. Det var, som om hun ikke anede, hvem han var. Han følte sig ikke set.  ”Nye rejsende?” Kvindeskikkelsen nærmer sig, og han tager sin tegnebog ud af inderlommen for at betale. ”Nye rejsende?” Hun stirrer lige igennem ham. Går forbi, som om han ikke findes. Da hun har forladt kupéen ser han ud i mørket og kan ikke længere få øje på sit eget spejlbillede.

Britta Klitgaard, 02.12.2017