18. december

Nødhjælp

Egon vågner et mørkt sted. Langsomt finder han ud af, at han er i sin bil. Han kan ikke se ret meget, men der er en rand af lys øverst i ruderne hele vejen rundt. Han forsøger at bevæge sig, men venstre ben gør ondt og sidder fast. Han husker ikke, hvad der er sket. Prøver at åbne døren uden held. Forsøger at rulle vinduet ned – med det resultat, at et læs løst sne vælter ind over ham. Han må være kørt galt og er endt i en snedrive. Da han har sundet sig, kommer han i tanke om mobiltelefonen. Læner sig besværet frem og åbner handskerummet. Roder i blinde. Der er den! Han får fat i den og trykker 112. Fingrene er stive og kolde, og alt hans tøj er vådt, men til sidst lykkes det. Han forklarer, at han har brug for hjælp – men at han ikke ved, hvor han er. Alarmcentralen lover at finde ham ud fra signalet. Så sidder han og kigger ud gennem sideruden på marken, som er dækket af sne. Venter. Solen skinner og slår gnister i sneen. Himlen er blå, og hans mave knurrer. Han leder i handskerummet efter noget spiseligt. Intet. Telefonen viser 14.30. Han begynder at føle sig utålmodig og ser igen ud på snelandskabet. Et lille dyr piler ned fra et træ og hen over sneen. Det farer op i næste træ og springer fra gren til gren. Et egern! Snart er det væk, så ser han det igen. Sidste gang det forsvinder, går der lidt tid. Så sidder det pludselig uden for hans vindue og kigger ind. Det har noget med. En valnød? Egon mærker igen sin sult. Dyret løber væk, men nøden bliver liggende i sneen udenfor. Egon rækker hånden ud og får fat i den. Knuser skallen med de bare næver og spiser med velbehag.