17. december

Klara står foran hylden med dukker. Små dukker og store dukker. Tynde og tykke dukker. Babydukker med sut i munden. Skønheder med krøllet hår og store øjne. Blanke skinnnede dukkeøjne med vipper. Hun er fuldstændig opslugt og har glemt alt omkring sig. Ved ikke engang, hvor mor og far er blevet af, skønt de må være her et sted. Den dukke, hun ønsker sig, er ikke specielt køn, men der er noget særligt ved den. Den ser på hende, som om den kender hende. Og den har garnhår, der kan flettes. Mor har sagt, at hun ikke skal ønske sig mere. Gaverne er købt. Tanken gør Klara helt trist, for hun kan ikke holde op med se på dukken med fletningerne. Eller er det den, der ser på hende? Det giver et gib i Klara. Dukken blinker til hende. "Hjælp", siger den. Stemmen er klar og fin. "Hjælp mig ud herfra!" Klara ser sig omkring. Er der slet ikke andre, der kan høre, at dukken beder om hjælp? Er det hende, den taler til? Ja, det må det være. Hurtigt tager hun den ind under sin frakke. Selvfølgelig vil hun hjælpe.