11. december 2017

"Driving home for Christmas..." Rumskibets højttalere spiller en flere hundrede år gammel julesang. Han slukker. Det er tid at gøre klar til landing. Lysene fra Kraterplaneten kommer hastigt nærmere. Han spænder sig fast og venter på landingssignal fra kontrolstationen. Om lidt vil han stå i den tågede udørk, hvor han blev til. Skibet går præcist ned gennem åbningen til den underjordiske landingsbane. Det er 7 år siden, han har været her sidst, men det hele ligner sig selv. Da han har fast grund under fødderne går han gennem modtagelseshallen og hilser på TechX17 og TechY214, som er på vagt. Han tager Kraterbanen gennem fjeldet hen til laboratoriet. "17230 melder sin ankomst", siger han i kaldeanlægget. "Velkommen hjem." Professor S1 tager imod ham og giver ham hånden. "Se, hvem der er her", råber han til sin kone, professor S2. Hun kommer ud fra rummet, hvor hun står og overvåger dannelsen af embryoner. Da hun ser ham, slår hun hænderne sammen. "Næ, er det dig, Kopi 17230", siger hun. Han smiler. "Glædelig jul, mor og far. Hvor er jeg glad for at se jer!"