1.december

Mødet

Jeg vil sige til ham, at det er for børnenes skyld. At de ikke trives i skolen, og at den lille har fået astma. Jeg vil sige, at hele familien har brug for luftforandring! Allerede nu ser jeg for mig, hvordan pegefingeren vil flyve op til brillestangen. Hvordan han med fasthed vil skubbe den til rette på næseroden, mens rynkerne i panden bliver dybere. Jeg kan næsten høre ham rømme sig, som kæmper han mod enorme mængder slim. ”Jooh – men lad os nu først se på dine indtægter…”

Jeg glider ned på en stol, knapper frakken op og sætter tasken fra mig på gulvet. Heldigvis har jeg husket alle papirer; jeg kan se et hjørne af tilstandsrapporten, som stikker frem. På væggen overfor hænger bankens vægur omkranset af en granguirlande. Den store viser bevæger sig fremad med et ryk. Jeg overvejer, om jeg skal smøre tykkere på. Skal jeg tilføje, at den ældste har været udsat for mobning? Eller vil Frans Bakkegård kunne se af mine saldoer, at jeg ingen børn har? Nu lyder der skridt over fliserne fra baglokalet. Det er ham. Jeg mærker, hvordan maven vender sig, og sveden springer frem. Så er der tumult ved indgangen. Tre mænd i røde julemandsdragter stormer ind. To af dem har sække over nakken, og den tredje vifter i luften med et skydevåben. ”Røveri!” råber de alle tre.  Frans Bakkegård standser og står bomstille midt i lokalet; brillerne er røget ned under hagen. En kvinde bag en disk dejser ned af sin stol. Jeg trækker tørklædet op foran ansigtet. Mens julemændene bevæger sig om bag skranken, ser jeg mit snit til at smutte hen til den besvimede bankdame og snuppe hendes nøgler til kassen. To enorme bundter tusindkronesedler springer mig i øjnene fra dens dyb. Frans Bakkegård står som en statue vendt mod de støjende julemænd. Jeg lister ud af bagdøren med udbetalingen til mit drømmehus i lommen.

Britta Klitgaard, 01.12.2017